Efter en vejrmæssigt noget blandet oplevelse, men med store naturoplevelser i bagagen, så pakkede vi Camp-letten sammen for at køre til Skotland. Denne del af England havde vi glædet os til at opleve, da vi har flere venner, som har besøgt landet og som er kommet hjem fulde af begejstring over naturen.

Vi vidste det blev en ret lang køretur - 560 km - så vi hoppede meget hurtigt på en motorvej mod nord og så gik det faktisk rigtig fint. Selv da det viste sig, at motorvejen gik lige ind midt gennem Glasgow var der godt skiltet, så det var let at finde den rigtige vej.

Da vi ankom blev vi standset af en rød kegle! I stedet for at bommen var lukket, så stod der en kegle midt i indkørslen.

Og straks kom der personale til, som ville vide om vi havde booket (nej, det havde vi ikke) og om vi var meldlemmer af foreningen (og ja det var vi jo), hvorefter de heldigvis fint kunne finde en plads til os. Især det at vi var medlem talte her, selvom de skriver at alle - også ikke medlemmer - er velkomne.

Keglen flyttede de så frem og tilbage, hver gang, der kom en bil, der skulle ind. Vi tænkte, at her kunne vi virkelig se, hvad det betyder for en campingplads at være drevet mere eller mindre af frivillige. Og som vi forstod det, så er princippet, at der der et sæt wardens på hver plads (som vi tænker får løn) og derudover x antal assistant wardens, som bor gratis på pladsen i deres egen vogn og som derefter hjælper med indskrivning, rengøring, græsslåning mm. Ellers hænger det jo slet ikke sammen med 8 personaler på en plads med under 200 pladser!

Vi blev derfor hurtigt tjekket ind og vist ned til en plads, som lå højt på en terrasse med en herlig udsigt ud over pladsen og søen.

Nu skulle man jo så tro, at når de havde brugt tid og penge på at lave terrasser, så var de også plane. Men sådan fungerede det ikke helt... Vi var derfor stadig en del udfordret sideværds. Men indrømmer gerne at vi var glade for vores lille terrasse, for alternativet havde været en plads midt på pladsen og der var det ikke bare lidt skævt men meget skævt!

Sammen med receptionen lå en stor og flot toiletbygning med varmt vand, toiletter og vaske i små aflukker. Der var også opvaskefaciliteter, en lille butik og et lille rum med brochure.

Bygningen herover til højre er den nærmeste toiletbygning. Egentlig er den tænkt til alle rygsæksturisterne, men vi måtte også gerne bruge den. Der er et stort køkken (dog kun med vask og en enkelt lille mikrobølgeovn) og et opholdsrum. Skabe til at låse ting ind i og så to toiletter og to brusere. Simpelt, men præcist, hvad alle vandringsfolkene havde brug for.

Der kom rigtig mange vandringsturister for at overnatte en nat på pladsen inden de fortsatte. Det skyldtes at pladsen lå lige på en meget kendt vandrerute - West Highland Way som med sine 154 km strækker sig fra nord for Glasgow og over til det skotske højlands hovedby Fort William. Derfor var der sat et stort stykke af til små telte - og selvom de kom ind sent, så kunne de bare sætte op og afregne dagen efter.

Porten herover til højre er udkørslen - man skulle lige ud og åbne porten - og huske at lukke igen... Og nej - der stod ingen assistant warden og åbnede for os!

Broen herover er placeret et sted, hvor det var dejligt ikke at skulle klatre ned af glatte klipper for at gå et kort stykke over stranden og derefter igen klatre op på den modsatte side...

Vi har før været på steder, hvor træerne var fredede, fordi der var så få træer i området. Det med få træ kan ikke være årsagen til, at man har asfalteret uden om træerne her - for der var masser af træer i området. Men derfor er det da sjovt, at de har ladet dem stå...

Fra toppen var der en fantastisk udsigt ud over søen og en del af alle de små øer, der ligger ude i den. Den er Storbritanniens største sø på 71 km2 og for os hører den uhjælpeligt sammen med Runrig, hvis signatursang jo netop er The Bonnie Banks o’Loch Lomond. Vi hørte den dog ikke en eneste gang, mens vi var af sted, så mon ikke skotterne er lidt trætte af den ;)

Vi havde hjemmefra set og hørt så meget om en lille kløft nær Glasgow: Finnich Glen. Naturligvis skulle denne tjekkes ud på en tørvejrsdag. Den er nemlig lidt svær at komme ned i, så tørvejr er en god ting...

Kløften besøges af en del, men der findes ingen egentlig p-plads, men lidt derfra kan man parkere ved siden af vejen (Krydset A809 og B834 i nærheden af Killearn er et godt udgangspunkt!) og så gå langs vejsiden af A809. Efter at have krydset broen, så kommer man til en låge, som af uransagelige årsager er låst og derfor fortsætter man lidt længere i vejsiden indtil man når et sted, hvor man kan krydse muren. Da alle andre også krydser her er man ikke i tvivl om, hvor det er.

Derefter fortsætter man af nogle stier og på et tidspunkt skal man også lige kravle over et pigtrådshegn. Det kan virke privat, men da ejeren skriver at hunde skal holdes i snor, så antager vi at vi gerne må gå der.

Vi var ikke helt færdige med de vanskelige nedkravlinger i dag! Turen til Dugald's Tower starter fra en stor p-plads ude i en skov nær Burnside. Her var der dog ingen stejl, mudret og ødelagt trappe, men kun et koordinat ude midt i ingenting. Vi vidste, at vi skulle krydse ind over markerne og gennem flere låger mellem de forskellige marker. At vi også lige skulle uden om en større flok køer med deres helt egen helt af en stor tyr stod der dog ikke noget om. Vi trak uden om flokken i en stor bue, mens vi holdt øje med dem og det gik da også uden problemer.

En ferie i Skotland må unægtelig indebære mindst et besøg på et destilleri! Vi valgte bl.a. at tage på rundvisning på Glengoyne Destilleri nær Killearn. Destilleriet tilbyder flere rundvisninger - pris og tid afhænger af antallet af whisky-smagninger og andre tilkøb som f.eks. lokal chokolade. Vi valgte en tur med 2 whisky-smagninger - en 12 års og en 18 års. Og hold da op - de var lækre :)

Destilleriet laver ca. 1,2 mio. liter whisky om året. Juli måned, hvor vi var der, lå produktionen dog stille, så der kunne rengøres og repareres. Så desværre fik vi ikke duften, men vi fik forklaret alle processer, men måtte dog ikke fotografere i selve produktionslokalerne. Billedet med de store kobberkedler er derfor - med tilladelse - taget ind gennem en port :)

Den gamle bygovn er lavet om til et eksklusivt lager med et udvalg af destilleriets fineste fade. Derfor er de også låst inde bag en stor port, hvor man skal bruge mere end en nøgle for at komme ind. Hvis mna vælger en af de andre rundvisninger, så kan man komme ind og få lov at smage nogle af dem...

I den gamle bygovn findes også en utrolig spændende opstilling af whiskyflasker. Der er 30 flasker i hver opsætning – hver flaske repræsenterer et år i lagrings-processen og især ved den europæiske eg kan man se, hvor meget farve whiskyen får fra tønden. Al farve i Glengoyne-whisky stammer fra tønderne og derfor bruges de også kun 3 gange før de kasseres.

Samtidig kan man også se, hvor meget vand der fordamper fra fadenen i processen. Derfor efterfyldes fadene også løbende - men her har man ikke gjort det, for at synliggøre, hvor meget der egentlig forsvinder gennem de 30 år, som den længst-liggende ligger på fad.

I den tidligere bygovn har man også en opsætning, der viser hvilke smage, der kommer fra hvilke træsorter. For hver træsort giver sin egen smag - ligesom voksestedet kan have betydning.

Besøget var en fantastisk oplevelse.

Vejen kom til at gå forbi spejlblanke søer, over bugtende veje og forbi gamle slotte. Mens skyerne hang tungt over området...